AGF tabte til SønderjyskE
AGF har ikke vundet på hjemmebane siden oktober
Hjemmepublikum klappede og hujede, både da yndlingen Peter Graulund kom på banen og scorede et mål efter en skadespause på fem måneder.
Men ellers havde de det både koldt og trist mandag aften, da et idéfattigt AGF-hold tabte 1-3 hjemme til Sønderjyske.
AGF kom ganske simpelt aldrig i gang med at producere chancer, og selv om holdet spillede og spillede bolden rundt, var der fra midt i første halvleg aldrig tvivl om udfaldet af kampen.
Med nederlaget må aarhusianere for første gang i foråret se sig placeret uden for pladserne i tabellen med adgang til Europa. Noget af en bet for Aarhus, der ellers har emmet af optimisme siden sejren over FC Midtjylland i sidste uge.
Skabte ikke nok chancer
Intet fra start så ellers ud til at gå Sønderjyskes vej, og ved at starte inde med Martin Jørgensen i midterforsvaret formåede hjemmeholdet at spille sønderjyderne tyndt.
Men det spil varede kun til det 11. minut, indtil Henrik Hansen ganske upresset lagde en lang bold op i midten af banen hen over det højtstående forsvar, og Tommy Bechmann lige akkurat fik snittet med foden og sendt fladt forbi målmand Steffen Rasmussen.
Så virkede AGF's taktik ikke rigtig længere, og selv om holdet havde et overtag på 65:35 i spilfordeling ved Tommy Bechmanns
anden scoring efter 25 minutter, havde AGF ikke skabt én åben
chance.
Martin Jørgensen på midtbanen
Fra anden halvlegs start rykkede AGF's træner Peter Sørensen Martin Jørgensen op på midtbanen igen, men lige lidt hjalp det imod de fysisk stærke sønderjyske-spillere, som hele kampen igennem viste ukuelig løbevillighed.
AGF har dermed stadig ikke vundet en hjemmekamp siden 2-0-sejren over HB Køge tilbage i oktober.
I den sønderjyske lejr kan de til gengæld glæde sig over, at de med sejren nu har ni point ned til Lyngby under nedrykningsstregen og dermed næppe behøver frygte en tur i 1. division.