AGF-fans vækkede OB'ere
En flok AGF-tilhængere gjorde alt, hvad de kunne, for at spolere OB-spillernes nattesøvn forud for vigtig kamp.
En håndfuld AGF-tilhængere tog i weekenden utraditionelle metoder i brug for at støtte deres lokale hold.
AGF mødte søndag eftermiddag fynske OB i en vigtig topkamp på Århus Stadion. OB-spillerne overnattede forud for opgøret på et århusiansk hotel, men deres nattesøvn blev dog pludselig spoleret af en flok AGF-fans, der havde taget opstilling umiddelbart uden for hotellet.
Det afslørede OB-backen Ulrich Vinzent i aftes i tv-programmet Det' Bare Fodbold:
- Klokken to-halv tre blev vi vækket af højlydt fyrvækeri og AGF-slagsange nede foran hotellet. Træner Troels Bech fik en masse opringninger og sms'er i løbet af natten, og da vi kom ind til opvarmning sang AGF-tilhængerne 'Har I sovet godt?'. Det synes jeg egentlig er meget god humor. Det er godt lavet, sagde Ulrich Vinzent.