Efter attentat: AGF-fan giver sin trøje til Jens Stage

En gruppe fans vil overrække en AGF-trøje til Jens Stage med budskabet om, at han stadig er velkommen i Aarhus.

Jens Stage spillede tre år i AGF, inden han i sommer skiftede til FC København. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I sidste weekend blev den tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed udsat for hærværk og brandstiftelse.

I den forbindelse tog både AGF, Stages nuværende klub, FC København, og begge klubbers fans afstand fra episoden. 

Læs også 23-årig fængslet for at kaste røgbombe mod fodboldspillers lejlighed

Nu får 22-årige Stage så endnu en håndsrækning. 

Under hashtagget #Aarhushardinryg har den mangeårige AGF-fan Martin Nielsen delt et opslag, der er nået vidt omkring i fodboldverdenen.

I opslaget tager han afstand fra sidste weekends episode og fortæller, at Jens Stage til aftenens kamp mellem AGF og FCK vil få overrakt en AGF-trøje som symbol på, at han trods sit klubskifte, stadig er velkommen i smilets by. 

- Ligesom så mange andre blev jeg rystet over angrebet på Stages lejlighed. Det har selvfølgelig ikke noget med fodbold at gøre. Jeg havde brug for at sige fra overfor det og vise, at det ikke har noget med os AGF-fans at gøre, siger Martin Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det er et godt signal at til ham. Der står Aarhus på ryggen af trøjen, så der er en fed symbolik i at bruge det hashtag. Så kan Jens læse med en dag og vide, at han stadig kan færdes i Aarhus. 

VIDEO: Se Martin Nielsen opslag og video herunder. 

Stor opbakning

Martin Nielsens opslag på twitter har i skrivende stund 712 likes, 47 retweets og 43 kommentarer og ifølge manden bag, er det ikke kun AGF-fans, der bakker op.

- Der er utrolig mange fans fra andre klubber, der har liket og delt det – også FCK-fans. Det her har jo ikke så meget med klubfarver at gøre, det handler om at sige fra, siger Martin Nielsen og fortsætter: 

- Det sender et super signal om, at det ikke skal tolereres. Uanset om det var sket for en Brøndby- eller Randersspiller, handler det om at sige fra overfor den type ”fans”.

Læs også Fodboldstjernes lejlighed udsat for hærværk og brandstiftelse

Også flere prominente navne i fodboldens verden har kommenteret på initiativet.

- Stærk modreaktion.....og gestus!, skriver fodboldkommentator Carsten Werge. 

- Stærkt og flot budskab, skriver Glen Riddersholm, der er træner i SønderjyskE

Fanfraktionerne AGF Fans Sjælland og Tossehjørnet står for overrækkelse af trøjen til Jens stage efter indmarchen til aftenens kamp. 

Stage fik debut for FCK mod OB i klubbens første kamp i denne sæson.   Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix