Agesen: Vi kan hverken gøre fra eller til
Forsvarsspiller Mads Agesen fra Randers FC forholder sig til turbulent efterår i klubben
Tirsdag formiddag var der igen liv på Randers FCs træningsanlæg efter en velfortjent juleferie.
Spillerne begyndte opvarmningen til forårssæsonen på en dag, hvor det ikke kun er det sportslige på banen, der bliver talt om.
Klokken 13 tirsdag middag har Randers FC indkaldt til pressemøde med varslingen om en 'spændende nyhed' i klubben, som bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen. vil præsentere.
RFC-direktør forlader sin stilling
Forsvarsspiller Mads Agesen, som sammen med holdkammeraterne tog hul på træningen, kunne ikke røbe, hvad nyheden ville indeholde. Han forholdt sig i stedet til de seneste måneder i klubben, som har været præget af tumult.
- Det der udenom.. Det koncentrerer vi os ikke så meget om, siger Mads Agesen og fortsætter:
- Vi har jo hverken kunne gøre fra eller til. Vi har kunne fuldføre det, vi er ansat til. Det er at spille fodbold og skabe resultater.
Ny direktør på vej?
Organisationen i Randers FC har været præget af flere afgange i efteråret. Randers FCs sportschef Peter Christiansen sagde sin stilling op og fik job i AGF.
Salget af klubben til en udenlandsk investorgruppe mislykkedes og i sidste uge kom det frem, at klubben også skal på jagt efter en ny direktør efter, at kontrakten med Hans-Peter Rasmussen blev ophævet.
Om det er klubbens kommende direktør, der bliver præsenteret i dag, spekuleres der i.
- Mon ikke en ny direktør er på trapperne. Så er vi som sagt fuldtallige, siger Mads Agesen på spørgsmålet om forandringerne uden for banen.
Du kan høre om Mads Agesens opfattelse af efteråret i klubben og ikke mindst forventningerne til forårssæsonen i videointerviewet øverst i artiklen.