Agesen: Taknemlig for at jeg fik chancen i Randers
Kronjydernes anfører har haft sine bedste år som fodboldspiller i Randers FC, hvor han har været en del af et af Superligaens bedste forsvar
Randers FC's anfører Mads Agesen meddelte i sidste uge, at han indstiller karrieren, når sæsonen er slut. Tirsdag var han så gæst i Fodbold med Horup, hvor han fik lejlighed til at fortælle mere om sin tid hos det kronjyske Superliga-hold.
Agesen kom til Randers FC i 2013. I tre første sæsoner i Randers FC blev klubben nummer syv, nummer fire og nummer seks, og det er især de sæsoner, Mads Agesen har været mest stolt af i sin karriere, der også har budt på optrædener for blandt Aarhus Fremad, FC Fredericia og AC Horsens.
Læs også
- Jeg føler mig rigtig godt tilpas både på og uden for banen i den periode. Det kører også lidt på skinner for os. Alt hvad vi næsten henter ind brager derudaf. Vi sælger mange spillere for millionbeløb og det var en fed, fed periode.
- Jeg tror måske heller aldrig, jeg har været bedre som fodboldspiller end lige i de år.
Randers FC placeringer i Superligaen med Mads Agesen
2014/15: 4 (52 point)
2015/16: 6 (47 point)
2016/17: 7 (41 point)
2017/18: 11-14?
Et solidt makkerpar
I sæsonen 2014/15, hvor det bliver til en fjerdeplads, blev der blot lukket 28 mål ind bag den bagkæde, der for det meste bestod af Mads Agesen, Mads Fenger, Johnny Thomsen og Alexander Fischer.
Det var næst færrest af alle hold i Superligaen i de 33 kampe, og især makkerskabet med Mads Fenger i midterforsvaret husker den 35-årige anfører tilbage på med stor glæde.
Har Mads Fenger været din bedste makker?
- Ja, bestemt. Mads er jo en klasse forsvarsspiller og en super person. Det gjorde også livet lidt nemmere for mig. Jeg kunne bare skubbe bolden over til ham, så skulle han nok finde én i fødderne. Han var rigtig, rigtig god for mig, forklarer Mads Agesen.
Nedturene fylder
Randers FC's seneste to sæsoner har dog været præget af sportslig nedtur og ikke mindst en masse ståhej uden for banen, hvor der har været masser af fokus på klubben på grund af personsager og en fejlslagen forsøg på at sælge klubben.
Og derfor fylder øjebliksbilledet meget hos Mads Agesen.
BLÅ BOG: MADS AGESEN
Position: Midterforsvarer
Højde: 190 cm
Karrieren i tal:
2002-06: Thisted FC / AGF
2006-08: Aarhus Fremad (36 kampe/2 mål)
2008-10: FC Fredericia (68 kampe/6 mål)
2010-13: AC Horsens (46 kampe/0 mål)
2013-18: Randers FC (124 kampe/2 mål)
- Siden er det jo gået slag i slag, med mange, mange ting uden for banen. Mange forskellige typer er hentet ind og en klubovertagelse, der gik i vasken. Så det er klart, at det er det, der står mig nærmest lige nu.
- Men når jeg kigger tilbage, så vil jeg være taknemlig for den chance, jeg fik i Randers, og de år jeg har nået at få, siger Mads Agesen.
Der blev pisset på konens designertaske
Vi spurgte nogle af holdkammeraterne om, hvad de vil huske Mads Agesen for, når han stopper karrieren, og her kom Agesens mangeårige makker i bagkæden, Johnny Thomsen, med en lidt anderledes anekdote. Den kan du høre herover.
Udover Johnny Thomsen snakkede vi også med Nicolai Poulsen og cheftræner Rasmus Bertelsen om anførerens betydning for klubben. Hør hvad de kunne fortælle herunder.
Når støvlerne har taget plads på hylden til sommer, begynder Mads Agesen i et job uden for fodboldbanen, hvor han skal være assurandør i forsikringsbranchen.
Se hele tirsdagens udgave af Fodbold med Horup herunder.