Aflysning får ingen sportslige konsekvenser

Det får næppe sportslige konsekvenser for AGF, at SAS Liga-kampen mod FC Nordsjælland måtte aflyses på grund af frost.

Mandagens SAS Liga-kamp mellem AGF og FC Nordsjælland blev kort før kampstart aflyst, fordi en del af banen var hård på grund af frost.

Dommer Lars Christoffersen konstaterede, at dele af banen var frosthård og umulig at spille på. En mulig årsag kan være, at banen blev vandet før kampen.

- Vi har vandet den i dag ved 14-tiden. Om det så er årsagen, kan jeg ikke sige. Jeg er ikke græs- eller jordbundstekniker, siger direktør for AGF's moderselskab, Århus Elite A/S, Lars Windfeld, til Ritzau.

Aflysningen får dog næppe sportslige konsekvenser for AGF. Det vurderer lederen af Dansk Boldspil Unions (DBU) turneringsafdeling, Peter Ebbesen.

- Uanset om AGF har begået en fejl eller ej, så kan jeg ikke forestille mig, at vi skal ud i en situation, hvor der skal fordeles point på skrivebordet, siger Peter Ebbesen til jp.dk.

Han vurderer, at det er for sent at finde en spilledato på denne side af jul, og at den nye dato formentlig skal findes til foråret.