Aflyser afgange
Stormvejr får konsekvenser for passagerer
Den varslede storm, som i løbet af dagen rammer Østjylland, har nu fået færgeselskabet Mols-Linien til at aflyse alle eftermiddagens afgange.
Aflysningerne berører afgangene fra Aarhus klokken 14.00, 15.00, 16.00 og 18.30.
Ligeledes er afgangene fra Odden mod Aarhus aflyst. Det drejer sig om færgeafgangene klokken 15.45, 16.45, 17.45 og 20.15.
- Ligesom alle andre trafikselskaber ligger vi under for naturens kræfter. Når vejret raser, så er vi de små. Derfor har vi set os nødsaget til at aflyse afgange, siger Mikkel Hybel, marketingschef ved Mols-Linien, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den næste planlagte afgang fra Aarhus til Odden bliver i aften klokken 22.15, som Mols-Linien forventer at afvikle efter planen.
Afgangen er primært en fragtafgang for eksempel lastbiler, men også personbiler har mulighed for at komme med.
- Hvis man kommer derned med sin personbil, er man også velkommen, siger Mikkel Hybel, marketingschef ved Mols-Linien, til TV 2 | ØSTJYLLAND.