Ærøfærgerne klar til at overtage Samsøsejlads
Selskabet vil gerne hjælpe Samsø kommune, hvis politikerne ophæver kontrakten med Nordic Ferry Services, der sejler til øen i dag.
Den nye Samsøfærge Kanhave har været ramt af utallige drifstop og forsinkelser, siden den blev indsat i juli. Det har fået Samsø kommune til at miste tålmodigheden med Nordic Ferry Services, der står for sejladsen mellem Samsø og Jylland.
Nu står Ærøfærgerne så klar i kulissen.
- Hvis kommunen bliver enige med Nordic Ferry Services om at stoppe samarbejdet, så har vi i sin tid hjulpet kommunen med selv at lave et rederi. Det ville vi sikkert kunne finde ud af igen, siger direktør Keld Møller fra Ærøfægerne til P4 Østjylland.
Flere forhindringer skal dog overvindes, inden det kan blive virkelighed. Der skal bygges nye færger, og der skal findes færger i overgangsperioden til de nye færger, skriver radiostationen.