Ældre skal klare sig selv
Sparer millioner ved at lære ældre at klare sig selv
200 ældre i Syddjurs Kommune har fået undervisning i, hvordan de bedst muligt kan klare sig selv.
Fysio- og ergoterapeuter og hjemmehjælpere har trænet de ældre i at kunne håndtere daglige gøremål.
- Det kan være det, at man selv er i stand til at komme ud af sengen, på toilettet og klare den daglige personlig hygiejne. Så det er noget med at træne i at rejse sig og sætte sig, styrke musklerne, så man bedre er i stand til at varetage de daglige funktioner, fortæller Minna Thomsen, der er formand for sundheds- og socialudvalg til DR Østjylland.
Over halvdelen af de ældre kan nu helt klare sig selv eller delvist klare sig selv uden hjemmehjælp, og det har sparet kommunen for 3,7 millioner kroner i hjemmeplejetimer.
- Langt de fleste vil meget gerne kunne klare sig selv. Og sidegevinsten ved det her er, at når man kan klare funktionerne selv, så er der også andre ting, man kan selv, siger Minna Thomsen.