Ældre er vilde med idræt
Især Silkeborgs seniorer dyrker sport
Antallet af ældre, der dyrker idræt, er steget markant. Over de seneste fem år er antallet af danskere i aldersgruppen 60+ steget med en tredjedel. I Silkeborg Kommune er medlemstallet i seniorafdelingerne steget med hele 50 procent.
Ifølge DGI Midtjylland skyldes udviklingen især de store årgange af ældre, men også at de ældre er friskere, når de forlader arbejdsmarkedet.
- Det er en målsætning for både DGI og samfundet generelt, at seniorerne holder sig i gang. Det holder dem væk fra sygdom, og de har et socialt liv, som gør, at de bevarer livskvaliteten, siger Seniorkonsulent i DGI Midtjylland Bjarne Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Det er især traditionelle idrætsgrene som badminton, svømning og tennis, der trækker de ældre ud i idrætsforeningerne.