Ægtepar med barnevogn mistænkt for tyveri
Et udenlandsk ægtepar med en barnevogn står formentlig bag tasketyveri i supermarked i Randers.
Nogle mennesker ser mere mistænkelige ud end andre. Men personer, der går tur med en barnevogn, regnes af de fleste for at være ret så tilforladelige.
Ikke desto mindre er det sandsynligvis et par, der netop gik tur med en barnevogn, der mandag stod bag et tyveri i et Føtex-supermarked i Dytmærsken i Randers Midtby.
Ifølge Randers Amtsavis fik en 20-årig kvinde stjålet en mørkegrå Friis & Company-pung fra sin skuldertaske. Pungen indeholdt ikke mindre end 3.000 kroner i kontanter, et visaelektron, to sygesikringsbeviser samt et medlemskort til Føtex.
Østjyllands Politi i Randers har en mistanke om, at det er et udenlandsk ægtepar med en barnevogn, som står bag tyveriet.