Advokat dømt for underslæb
Randers-advokat idømt samfundstjeneste og betinget fængsel for underslæb til 400.000 kr.
En advokat fra Randers, Inge-Marie Lyngs, blev onsdag dømt for fire tilfælde af underslæb til omkring 400.000 kroner.
Dommen fra Byretten i Randers lyder på 10 måneders betinget fængsel, som dog ikke skal afsones, hvis hun indvilger i at udføre 200 timers ulønnet samfundstjeneste. Samtidig frakendes Inge-Marie Lyngs retten til at virke som advokat indtil videre.
Skifteretten i Randers anmeldte underslæbet i april sidste år. Da kriminalpolitiet gik ind i sagen, valgte Inge-Marie Lyngs selv at deponere sin bestalling, og hun er således ikke længere praktiserende advokat.
De 400.000 kroner er blevet misbrugt fra klientkontoen til formål, som ikke havde med klienterne at gøre.