ACH smed føring over styr
Spillede uafgjort mod FC Fredericia
Søndag havde AC Horsens besøg af FC Fredericia, og det endte med at blive en underholdende affære med mange mål. Kampen sluttede uafgjort 3-3
Gæsterne fra Fredericia kom bedst fra start og bragte sig i front efter 17 minutters spil på mål af Marc Pedersen.
Men så vågnede AC Horsens op og fik gang i scoringerne. Efter 26 minutter sendte Janus Drachmann bolden i mål, og godt ti minutter senere scorede FC Fredericias Sebastien Ibeagha selvmål. 2-1 til hjemmeholdet ved pausen.
Og det blev endnu bedre for østjyderne. Små ti minutter inde i anden halvleg sendte Jeppe Mehl bolden i mål, efter han skar ind i banen fra venstre side og sendte bolden i nettet med et fladt skud ved forreste stolpe. 3-1 til Bo Henriksens tropper.
Men FC Fredericia var ikke færdige med at lege med. På to mål af Anders Hostrup i løbet af 13 minutter var der udlignet.
Til sidst var AC Horsens tæt på at løbe med sejren, men Kjartan Finnbogason måtte se stolpen stå i vejen på sit forsøg.
Og dermed sluttede kampen uden en vinder.
Dermed har AC Horsens 15 point efter 11 runder i NordicBet Ligaen