AC Horsens leder desperat efter en ny angriber
Horsens arbejder til det allersidste på at få hentet et par nye spillere til, og man tror på, at det lykkes
AC Horsens er i kamp mod uret for at få hentet en ny angriber ind, inden transfervinduet smækker i ved midnat.
Efter fredagens 0-0-kamp hjemme mod Vejle gik Horsens-manager Bo Henriksen direkte ind i et rum med Horsens-direktør Kristian Nielsen, og de havde derfor ikke tid til at snakke med den fremmødte presse.
I stedet troppede Horsens-assistenttræner Mads Lyng op, og han kunne fortælle, at man arbejder hårdt på at hente et par nye ansigter, inden transfervinduet lukker.
Læs også
- Vi kigger på et par stykker, og jeg tror, der er en god chance for at få hentet et par nye.
- Der er et par timer eller tre til vinduet lukker, så vi arbejder stadigvæk på nogle muligheder, siger Mads Lyng.
- Det har vi brugt det meste af de seneste par dage på, og det kommer vi til at fortsætte med, siger Mads Lyng, som ikke ville sætte navn på, hvem der eventuelt bliver ny mand i den gule trøje.
Indkastkonge i angrebet
I kampen mod Vejle var indkastkongen Mikkel Qvist at finde i angrebet for anden kamp i træk, og han erkender, at holdet savner en spidsangriber.
- Vi kunne fint klare os uden en angriber, hvis jeg kunne stå her og sige, at jeg var garant for 10-15 mål. Det ved jeg ikke, om jeg er endnu, så det er klart, at vi savner en angriber.
- I forhold til mine indkast ville det være super fint med en god header, men det ved man, at man ikke behøver at være høj for at kunne. Hvis vi bare får én ind, som garanterer 10-15 mål, så er jeg tilfreds, siger Mikkel Qvist.
På rygtebasis er AGF's Kasper Junker sat i forbindelse med et skifte til Horsens.