AC Horsens fik en vasker i sneen
Trods en kæmpefejl af målmand Jesper Hansen vandt FC Nordsjælland i snevejr 2-1 hjemme over AC Horsens
Nogen æstetisk fodboldoplevelse blev det aldrig. Men kampen blev afviklet, og det var næsten i sig selv en bedrift, da FC Nordsjælland søndag vandt en regulær Bambi på glatis-duel i Superligaen mod AC Horsens med 2-1.
Det skete foran blot 1389 tilskuere på Farum Park.
Folk fra Furesø Kommune havde sammen med en lang række frivillige arbejdet med at få banen gjort fri for sne, og en time før kampstart sagde dommer Claus Bo Larsen god for banens tilstand.
Problemer med at håndtere underlaget
Det stod dog hurtigt klart, at kampen først og fremmest ville blive spektakulær på grund af spillernes problemer med at håndtere underlaget.
Der var blot spillet cirka 75 sekunder, da Horsens-forsvareren Mads Agesen fejlbedømte en fremlægning, og så kunne hjemmeholdets Andreas Granskov heade bolden over gæsternes målmand, Søren Jochumsen, til 1-0.
FC Nordsjælland havde fuld kontrol i stort set hele første halvleg, hvor spillerne skøjtede rundt, mens sneen faldt over Farum Park.
Alligevel fik Horsens udlignet efter en kæmpe brøler af hjemmeholdets Jesper Hansen. Målmanden mistimede et ufarligt indlæg fra Thomas Kortegaard, og så kunne den tidligere FC Nordsjælland-spiller Issey Nakajima-Farran skubbe udligningen i nettet.
Sørgede for fortjent føring
Anders Due, der spillede sin forventeligt sidste kamp for FC Nordsjælland, sørgede dog for, at nordsjællænderne fortjent gik til pause med en føring. AaB-lejesvenden sendte bolden ind helt ude ved stolpen med venstrebenet.
En anden spiller, der havde sidste kamp for FC Nordsjælland, Bajram Fetai, fyrede et godt skud af i begyndelsen af anden halvleg, og Matti Lund Nielsen tvang Søren Jochumsen til en god redning.
AC Horsens spillede sig lidt op i anden halvleg, men det var ikke nok til at forhindre, at jyderne for tredje gang af tre mulige i efterårssæsonen tabte til FC Nordsjælland. Kort før tid var Andreas Granskov tæt på igen, men angriberen ramte overliggeren.
FC Nordsjælland har nu 22 point for 19 kampe, så holdet er fem point over nedrykningsstregen. Oprykkerne AC Horsens har fået skrabet 24 point sammen.
1-0 Andreas Granskov (2. minut)
1-1 Issey Nakajima-Farran (37. minut)
2-1 Anders Due (45. minut)
Tilskuere: 1.300