Aarhusianere mod bulldozere
Ønsker dialog med byens politkere
Beboere i de gamle kvarterer i Aarhus kæmper en brav kamp for at beholde deres bydeles historiske bygninger.
Lige nu er det beboerne i Latinerkvarteret, der forsøger at blive fri for store nye bygninger. Det er blot det seneste eksempel på, at sindene bliver bragt i kog, når nyt og gammelt ramler sammen i byen.
- Det er et skønt område, og der skal udvikling til, men det skal bare gøres under ordentlige omstændigheder og med nogle planer, som beboerne kan stå inde for, siger en af beboerne i Latinerkvarteret, Ditte Vilsgaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Latinerkvarteret er flere end 5.300 aarhusianere gået sammen om at kæmpe for deres kvarter.
Ditte Vilsgaard bor i området, og hun er en af de personer, der har skrevet under på, at de ikke ønsker 109 lejligheder og 160 parkeringspladser i seks etager midt i den historiske bydel. Protester er afleveret til Aarhus Kommune.
Det er langt fra første gang, sindene er sat i kog i en byggesag, hvor fortid og fremtid ramler sammen i Aarhus. I Grønnegade tabte en af byens første finansdomiciler kampen mod buldozerne, og senest skabte udsigten til nedrivning af et gammelt pakhus på havnen protester helt ind i byrådssalen.
Et alternativ til borgernes kamp
I bydelen Frederiksbjerg ved beboerne, at der er et alternativ til borgernes kamp fra bygning til bygning. For to år siden klagede de i byggesag efter byggesag, og blev til sidst inddraget i arbejdet med, hvordan Frederiksbjerg skal udvikle sig.
- De erfaringer vi fik fra Frederiksbjerg-processen var rigtig gode. Vi er i gang har vi er i gang med andre prosceser fx højhus poltikken, hvor vi har indkaldt til tre forskellige borgermøder. Frederiksbjerg-processen var i virkeligheden et stort borgermøde. Dialog er centrale her, siger byplansordfører i Aarhus Kommune Steen B. Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I processen er bevaringsværdien af de enkelte bygninger på Frederiksbjerg blevet opdateret, og flere bygninger end tidligere er nu med på listen over bevaringsværdige. Der er desuden blevet lavet nye retningslinjer for, hvordan der må bygges og ikke bygges i kvarteret.
Se indslag om aarhusianernes kamp for deres kulturarv ved at klikke på videoen øverst i artiklen.