Aarhus-forsker er bekymret

Der spare for meget på institutioner, siger hun

Børnene rammes hårdt, og ingen taler deres sag, når der skal spares.

Døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge oplever i stigende grad, at kommunerne beder dem om at sænke prisen på anbringelser, ligesom de bliver presset til at afkorte forløbene.

Samtidig har over halvdelen af de adspurgte institutioner oplevet, at et barn eller ung ikke er blevet anbragt hos netop dem, fordi de ikke ønskede at sænke prisen på anbringelser.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Socialpædagogernes Landsforbund, Landsforening af Opholdssteder og Foreningen af Danske Daginstitutioner. Undersøgelsen bygger på svar fra knap 250 ledere og mellemledere på danske døgntilbud, skriver dagbladet Information.

Bekymret over udviklingen
Resultaterne bekræfter en tendens til, at kommunerne sparer de forkerte steder, vurderer Inge Marie Bryderup, der er forsker på Institut for Uddannelse og Pædagogik på DPU, Aarhus Universitet.

- Jeg er bekymret for udviklingen, og det undrer mig, at det så tit er den allersvageste gruppe af børn og unge, der skal spares på. Området er sammenlignet med andre sociale områder ikke særlig dyrt for kommunerne, men dem, det rammer, har ingen til at tale deres sag, siger Inge Marie Bryderup til Information.