Aarhus-bokser udfordrer Kessler: Vil være et brag af en kamp

Lolenga Mock er mere klar end nogensinde før til at udfordre den tidligere verdensmester Mikkel Kessler, der har bebudet sit comeback

Her jubler Lolenga Mock i baggrunden efter endnu en triumf.

Han er på ingen måde bange af sig. Den aarhusianske bokser Lolenga Mock. Selvom en tur i bokseringen med Mikkel Kessler ville lyde som en frygtindgydende beskæftigelse for de fleste, så er de lige netop, hvad Aarhus-bokseren ønsker.

- Jeg er klar til det. Der er ingen problemer for mig, for jeg er klar til at møde dem alle sammen. Både tidligere mestre og alle nuværende verdensmestre. Det vil blive en fremragende kamp. Vi vil kunne levere et rigtig godt show og en god kamp til det danske boksepublikum, siger Lolenga Mock i en pressemeddelelse.

Jeg forsøgte allerede at få en kamp mod Mikkel Kessler i 2004, da jeg begyndte at bokse fast i Danmark. Det er meget længe siden. Men jeg fik aldrig chancen.

Lolenga Mock

Arrangørerne bag World Boxing Super Series tilbød Mikkel Kessler et wild card til turneringen. Det valgte den tidligere verdensmester at takke nej til med henvisning til, at han stadig er i gang med at bygge sin form op igen efter flere års pause.

Men den aarhusianske bokser har ikke opgivet håbet om at få en kamp mod hele Danmarks boksedarling, som Lolenga Mock faktisk i sin tid sparrede med i træningslokalet.

Læs også Østjysk topbokser taget for brug af kokain

- Jeg forsøgte allerede at få en kamp mod Mikkel Kessler i 2004, da jeg begyndte at bokse fast i Danmark. Det er meget længe siden. Men jeg fik aldrig chancen. Der er sket en masse siden da. Hvis det kunne lade sig gøre at arrangere denne kamp nu, vil det være vidunderligt, siger Lolenga Mock.

Naturlig kamp for Kessler

Han vandt forleden sin karrieres sejr nummer 40, og på den uafhængige computerrangliste er Lolenga Mock den højeste placerede danske bokser.

Det må vel være en naturlig kamp for Mikkel Kessler efter Mocks overbevisende sejr over Luke Blackledge forleden.

Mogens Palle

- Det må vel være en naturlig kamp for Mikkel Kessler efter Mocks overbevisende sejr over Luke Blackledge forleden. Så kan han samtidig overbevise alle om, at han stadig er Danmarks bedste supermellemvægter, lyder det fra Lolenga Mocks promotor Mogens Palle.

Promotoren er dog langt fra overbevist om, at Sauerland Event, der forvalter Kesslers karriere, vil tage vel imod forslaget.

Læs også Horsens-bokser overvinder kræften: Nu er jeg endnu stærkere

- Hvis de afviser, så håber jeg bare ikke, at de endnu engang excellerer i den tvivlsomme disciplin at takke nej med henvisning til, at modstanderen ikke er stærk nok, hvorefter de annoncerer en anden modstander, som efter alle objektive kriterier er svagere, siger Mogens Palle.

Om det danske brag mellem Lolenga Mock og Mikkel Kessler så bliver til noget engang ude i fremtiden, er fortsat uvist.