Aarhus-bokser tog bæltet på hjemmebane

Jonas "Tiger" Madsen fik sin tiende sejr i træk som professionel

Foto: Thomas Sjørup - Scanpix

Foto: Thomas Sjørup - Scanpix

Foto: Thomas Sjørup - Scanpix

1 af 3

Aarhus-bokseren Jonas Madsen vandt lørdag aften for tiende gang af ti mulige som professionel, da han på hjemmebane i Ceres Arena besejrede mexicaneren Mario Baeza.

De to boksere fra hver sin side af Atlanterhavet kæmpede om en ungdomstitel hos bokseforbundet International Boxing Federation (IBF). 

Læs også Mock med i et blandt flere boksebrag i Aarhus

Kampen er en del af Danish Fight Night-stævnet i Aarhus, et stævne der bliver arrangeret af den mangeårige promotor Mogens Palle og eksbokseren Brian Nielsen. 

I alt er der otte kampe på programmet.

Tredje gang på hjemmebane

Det er tredje gang i karrieren som professionel, at Jonas Madsen bokser i hjembyen Aarhus, og igen endte det altså med en sejr.

Under lørdagens kamp mod Mario Baeza måtte Jonas Madsen dog slide hårdt for at vinde matchen.

Undervejs i opgøret måtte Mario Baeza en tur i gulvet. Det lykkedes dog den unge mexicanske bokser at rejse sig. Foto: Thomas Sjørup - Scanpix

Kampen gik tiden ud, og først efter ti hårde omgange kunne Jonas Madsen strække næverne i vejret efter dommernes afgørelse.

Inden kampen mod den mexicanske modstander havde Jonas Madsen på forhånd antydet, at kampen let kunne blive lang. I hvert fald ville han forsøge at spare på kræfterne fra start.

Læs også Dennis Ceylan bevarer EM-titel med blodig uafgjort

- Jeg skal lære at holde mit hoved mere koldt på hjemmebane. Nu har jeg bokset her i Ceres Arena to gange før, og der gik jeg lidt for vildt til værks, sagde han ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

- Jeg skal arbejde på ikke at være for overtændt og blæse det hele af fra start.

I en af stævnets andre kampe skulle supermellemvægteren Lolenga Mock møde englænderen Luke Blackledge, der for fem år siden besejrede aarhusianske Mads Larsen i hans sidste kamp.

Kampen var sent lørdag aften endnu ikke afviklet.