Aarhus-bokser ankommet til OL
Dennis Ceylan føler sig godt tilrette i London
Danmarks eneste OL-bokser, aarhusianeren Dennis Ceylan, føler sig allerede godt til rette i London efter bare en enkelt dag i den olympiske by.
Det har nemlig vist sig, at atleternes by er et stort tag-selv-bord, når det kommer til mad og drikkevarer. En noget uvant situation for den 23-årige bantamvægter, der er opvokset på børnehjem i Aarhus.
- Det der med, at man bare kan gå hen og tage, hvad man har lyst uden at blive beskyldt for at være tyv, det er lidt underligt. Man går bare hen og tager et stykke frugt eller noget, så kigger man på personalet for at se, om det er okay. Værsgo du tager bare - man skal ikke op med nogen penge. Det er sådan man drømmer om, at verden skal være, siger han til Ritzau.
Træning i fuld gang
Når Dennis Ceylan ikke lige nyder faciliteterne i OL-byen, så står den på træning inden lørdagens kamp mod en endnu ukendt modstander.
- Jeg skal træne to gange i dag. Vi træner udenfor, fordi der er så godt vejr. Og så er der også for langt hen til træningslokalet. Jeg skal ikke sparre mod nogen. Jeg skal have styr på mit hoved og træne lidt, så kroppen kommer i gang, fortæller Ceylan.
Fredag er der indvejning, hvorefter der er lodtrækning, inden de første boksekampe begynder på lørdag.