Børn jagter de voksnes affald: - Vi finder kolossale mængder

146.000 børn fra hele landet skal frem til fredag samle skrald. Søndag inviteres hele Danmark med til indsamling.

01:55

Årets indsamling har særligt fokus på cigaretskod.

Pengeskabe, underbukser, jagtrifler og et klaver er ikke umiddelbart ting, der har noget til fælles. Men faktisk kan det hele skrives på listen over ting, der er fundet ved den årlige affaldsindsamling siden begyndelsen i 2006.

Det er derfor efterhånden en lille tradition, at der bliver brugt kræfter på at samle skrald op en uge om året.

Læs også Elever samler skrald og penge ind til regnskoven

Mandag blev årets affaldsindsamling indledt, da miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) gæstede Botaniske Have i Aarhus.

- Jeg er med, fordi det er en vigtig opgave for alle at holde naturen ren. Det kan vi gøre på to måder: Vi kan rydde op, eller vi kan lade være at svine naturen til. Så længe der er nogen, der sviner naturen til, så må jeg hjælpe med at samle op. Det gør jeg gerne, for jeg sætter pris på naturen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter.

- Der er 146.000 børn, som samler skrald i naturen hele ugen. Og det synes jeg, at forældrene skal vise respekt for.

Ministeren stak gerne hovedet i busken. I dag for at samle affald.

Hyggen er i centrum

Sidste år blev der samlet 173.000 kilo affald i hele landet, og der er ikke meget, der indikerer, at danskerne i år har smidt mindre affald i naturen end tidligere.

Det fortæller Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi finder stadig kolossale mængder affald. Efter en halv time i Botanisk Have har alle tunge sække. Det er derfor stadig et kæmpeproblem. Jeg håber virkelig, at vi bliver rekordmange tilmeldte ved årets indsamling, siger hun.

Det er fedt, sjovt og hyggeligt.

Asli Kalayci, elev på Samsøgade Skole

Noget tyder på, at de mange børn godt kan finde på at fortælle om det gode initiativ til deres forældre, så hele familien kan komme på skov- og skraldetur søndag, når alle i Danmark inviteres til affaldsindsamling.

Asli Kalayci (til venstre) og veninderne viser de cigaretskod frem, som de har fundet.

For det er slet ikke så skidt at 'gøre rent' i naturen.

Det fortæller Asli Kalayci, der går i fjerde klasse på Samsøgade Skole. Hun er glad for, at hendes klasse mandag er med til at indlede den store affaldsindsamling.

- Det er gået rigtig godt, og jeg har fået samlet meget skrald op. Det er fedt, sjovt og hyggeligt, siger hun.

Vil gerne være arbejdsløs

Selvom det er hyggeligt at samle skrald, så håber Danmarks Naturfredningsforening i virkeligheden, at de i fremtiden kan ende med at blive arbejdsløse til affaldsindsamlingen.

Lad nu være med at kyle det ud ad vinduet på bilen. Det er simpelthen ikke så svært.

Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister

- Affald i naturen er et problem, fordi fugle og andre dyr kan tro, at det er mad. Det kan være giftigt for dem, eller det kan ophobe sig i deres mave, så de ikke kan indtage andet føde, forklarer Maria Reumert Gjerding.

Det hele begyndte mandag klokken 11, og først søndag slutter affaldsindsamlingen.

Derfor er ministeren også helt klar i sin anbefaling til alle.

- Min opfordring er, at alle tager del i det fremragende initiativ, som affaldsindsamlingen er. Og selvfølgelig at folk ikke smider deres affald i naturen. Lad nu være med at kyle det ud ad vinduet på bilen. Det er simpelthen ikke så svært, slår han fast.

I år har indsamlingen et særligt fokus på cigaretskod. Det er Danmarks Naturfredningsforening, der står bag projektet.

01:31

VIDEO: Sådan så det ud, da TV2 ØSTJYLLAND's journalist sidste år gik på skraldejagt. Videoen er fra 14. marts 2018.

Luk video