AaB anker påny Veje-sagen
AaB Håndbold anker igen sagen om Erik Veje Rasmussen, som spillede ulovligt for Århus GF
På trods af at den første anke blev afvist, forsøger AaB håndbold endnu engang at anke sagen om Århus GF's træner Erik Veje Rasmussen, der spillede ulovligt, da de to klubber mødtes 13. oktober.
Om Århus GF-træneren handlede i god tro, er ifølge AaB's sportschef, Jan Larsen, sagen uvedkommende. Det handler om principper og om, at reglerne skal følges.
- Vi mener stadig, at det er ulovligt, og at de regler, der er nedskrevet skal overholdes, siger Jan Larsen, der ikke ønsker at komme med yderligere kommentarer til beslutningen.
Et flertal i Dansk Håndbold Forbund's bestyrelse mener, at Erik Veje Rasmussen spillede ulovligt, men den første anke i sagen blev alligevel afvist, da bestyrelsen lagde vægt på, at Århus GF var i god tro, fordi klubben forinden havde søgt råd og vejledning hos DHF. /ritzau/