85-årige Metha holder stadig fanen højt: Har været til 1. maj siden hun var 21

Metha Pedersen er efterhånden en veteran, når det kommer til 1. maj

02:05

Arbejdernes internationale kampdag løb af stablen i dag, mandag. Det blev markeret i hele Østjylland af ung som gammel.

Og en af dem, der nok falder i den sidste kategori, er den 85-årige Metha Pedersen, som i dag var til kampdag på Tangkrogen i Aarhus.

- Det betyder jo meget, sådan en gammel rotte som mig vil gerne være med til det hele, siger Metha Pedersen.

Læs også VIDEO: Aarhusianerne fejrede 1. maj på Tangkrogen

For Metha Pedersen er 1. maj ikke noget nyt. Hun har nemlig været med siden hun var 21 år gammel. Metha kan godt fornemme, at det ikke helt er som tidligere.

- Det er ligesom om, at egoismen har vundet, altså idéen omkring at stå sammen, der er egoismen kommet lidt frem, bare jeg har mit på det tørre, så er jeg i grunden ligeglad med dem omkring mig, siger Metha Pedersen.

Næstformand i LO Seniorer

Metha Pedersen var i 23 år formand for Kvindeligt Arbejderforbund, og i øjeblikket er hun næstformand i LO Seniorer Aarhus.

- Vi gamle bliver jo ved med at prøve at samle folk, siger Metha Pedersen. 

Læs også Få overblikket: Her fejres der 1. maj

Selvom meget er anderledes siden den dengang 21-årige Metha Pedersen første gang tog til kampdag, mener hun fortsat, at den traditionelle kampdag er vigtig at markere.  

- Jeg håber på, at alle dem, der går til 1. maj, vil blive ved med at sige, at det stadigvæk er nødvendigt at kæmpe for denne kampdag, siger Metha Pedersen. 

Herunder kan du se, hvordan det så ud på Tangkrogen i Aarhus

01:02 Luk video