75-årig kvinde frarøvet taske

En 75-årig kvinde fra Randers var torsdag eftermiddag udsat for et tasketyveri.

Kvinden kom med sin rollator gående ved Vorup Plejehjem på Bøsbrovej i Randers. Her blev hun kontaktet af en yngre mand, der kom kørende i en mørk personbil.

- Manden stopper op og spørger om vej til Regnskoven, hvorefter han stikker venstre hånd ud gennem vinduet og griber fat i kvindens taske, fortæller Mogens Brøndum, politikommissær ved Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kvinden forsøgte forgæves at holde fat i tasken, men det lykkedes gerningsmanden at vriste den fra hende, hvorefter han hurtigt kørte fra stedet.

Den 75-årige har kun været i stand til at give et sparsomt signalement af gerningsmanden, der beskrives som:

Ung, dansk og mørkhåret.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner på tlf. 87 31 14 48.