70.000 på besøg: Flere krydstogtgæster til Aarhus
De seneste fem år er antallet femdoblet og det bliver kun bedre
I 2010 lagde 6.325 krydstogtgæster vejen forbi Aarhus. I år forventer Aarhus Havn, at over 70.000 krydstogtgæster lægger vejen forbi.
Det er et massivt spring fra sidste år, hvor 27.385 kom forbi Aarhus med et krydstogtskib. Men allerede nu har Aarhus havn 28 bekræftede Krydstogtanløb. til sammenligning havde man i 2015 11 anløb.
- Der er væsentlig flere skibe. Og det er store skibe. Vi havde 11 anløb sidste år, i år har vi hele 28 skibe, siger Nicolai Krøyer, der er kundechef hos Aarhus Havn til tv2oj.dk.
Langt sejt træk
Stigningen i antallet af krydstogtgæster sker efter mange års arbejde fra Aarhus Havn og Visit Aarhus.
- Det har været et langt sejt træk. Vi har været ude og snakke med rederier. Og det er en indsats som nu bærer frugt, siger Nicolai Krøyer.
Frem mod Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 forventer Visit Aarhus og Aarhus havn at tredoble antallet fra 27.385 i 2015.