700 underskrifter til borgmesteren

Vil have jobcenter undersøgt

02:06

1 af 2

En gennemgribende og uvildig undersøgelse af kontanthjælpsafdelingen i Jobcenter Randers. Det krav har 700 personer skrevet under på, og mandag blev underskrifterne afleveret til borgmesteren.

- Jeg håber på, at der kommer en uvildig undersøgelse af kontanthjælpsafdelingen på Jobcentret, og at der bliver rettet op på det fra vores politikeres side, siger Henrik Kihl-Plambek, der er kontanthjælpsmodtager i Randers.

Han mødtes mandag med borgmester Claus Omann Jensen (V) for at give ham de mange underskrifter.

Randers Kommune har allerede lavt en undersøgelse af sygedagpengeområdet, som viser, hvor sagsbehandlingen kan gøres bedre.

Og borgerne i Randers Kommune skal nok ikke regne med, at der bliver lavet en ny undersøgelse foreløbigt.

- Jeg tror, at vi alle sammen har udfordringer med at leve op til alle de områder, som vi skal varetage, men jeg synes ikke, at vi gør det dårligere end andre. Jeg synes faktisk, at medarbejderne og ledelsen gør et rigtig godt stykke arbejde her, siger Claus Omann Jensen.

De 700 underskrifter er også sendt til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)

Du kan se mere om sagen i indslaget øverst i artiklen.