45 minutter i helvede

ACH-spiller om den ultimative ydmygelse på 0-7

Foto: badenfoto.dk

Jacob Berthelsen glæder sig over, at AC Horsens skal spille igen om fire dage efter floppet mod Esbjerg.

Spillerne fra fodboldklubben AC Horsens oplevede onsdag aften noget, der lignede den ultimative ydmygelse.

Klubben, der ligger nummer fire i den næstbedste række, tabte 0-7 hjemme i pokalturneringens tredje runde til Esbjerg, der er nummer 10 i Superligaen.

- Vi spillede egentlig en fin første halvleg, hvor vi kom frem til et par okay chancer, men vi var for sårbare på deres omstillinger, og det er slet ikke godt nok.

- I anden halvleg pisser de lige igennem fem gange og scorer fem mål, og det var forfærdeligt at være med til. Det var 45 minutter i helvede, siger AC Horsens-forsvareren Jacob Berthelsen til klubbens hjemmeside.

Knapt midtvejs i anden halvleg var stillingen 2-0 til Esbjerg, men et kvarter senere havde vestjyderne scoret fem gange mere.

Se: AC Horsens taber 0-7

Nu skal de sønderbombede Horsens-spillere forsøge at rejse sig til søndagens ligakamp hjemme mod Skive.

- Det er dejligt, at der kommer en kamp allerede på søndag igen, for man vil altid gerne hurtigt i kamp efter sådan en præstation, og det er nu, vi skal vise, hvad vi er lavet af.

- Vi skal ikke dvæle ved det her nederlag, men vi skal lære af det, og det skal gå ud over Skive på søndag, siger Jacob Berthelsen.