34-årig dræbt i ulykke ved Hasselager
For høj fart under overhaling var formentlig årsag til, at 34-årig mand blev dræbt ved ulykke syd for Århus.
En 34-årig mand fra lokalområdet blev lørdag ved aftenstid dræbt ved en trafikulykke nær Hasselager syd for Århus.
Manden kom kørende ad Torshøjvej i retning mod Hasselager, da han foretog en overhaling. I forbindelse med overhalingen kørte han ind i en modkørende bil.
Østjyllands Politi skønner, at ulykken skyldes for høj fart på stedet, hvor der må køres 80 kilometer i timen. Manden var alene i bilen, og han blev formentlig dræbt på stedet.
Den 25-årige kvindelige fører af den modkørende bil blev kørt til observation for kvæstelser. Ifølge politiet er hun dog ikke kommet alvorligt til skade. To passagerer i den modkørende bil kom lettere til skade.
Selv om 2009 kun er halvanden uge gammel, er den dræbte 34-årige årets tredje dødsoffer i trafikken i Østjylland.