250 skolebørn udstiller i domkirken
Som en del af kunstprojektet "Påsken i billeder" vil værkerne være til skue frem til den 4. april i Aarhus Domkirke
Gennem længere tid har otte aarhusianske skoleklasser arbejdet med en kunstner fra Aarhus Billed- og Medieskole for at kreere værker inden for projektet "Påsken i billedet".
- Inden de har lavet værkerne, har de hørt om påskens fortællinger og forholdt sig til temaerne. Dem har de så fået arbejdet ind i værkerne, forklarer leder af Aarhus Billed- og Medieskole, Hanne Algot Jeppesen.
Glade for udstillingslokalet
Børnene har arbejdet med tre udtryksformer - grafiske tryk på papir med udvalgte farver, lakbilleder og træskulpturer.
- Vi er så glade for, at vi må benytte domkirken til at udstille værkerne. Det er oplagt at bruge kirkerummet, men det er noget helt særligt at udstille lige her, mener Hanne Algot Jeppesen.
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og se værkerne, der er at finde i kirken frem til den 4. april.
Du kan se hele interviewet med lederen øverst i artiklen.