24-årig anholdt for røveri

Sættes i forbindelse med røveri af pengetransport

Østjyllands Politi har anholdt en 24-årig mand, der mistænkes for at have del i tirsdagens røveri mod en pengetransport i Tilst ved Aarhus.

Ifølge politikommissær Jesper Jørgensen fra Østjyllands Politi blev manden, der er fra det vestlige Aarhus, anholdt tirsdag aften efter flere henvendelser fra offentligheden.

Se: - Det virker meget professionelt

- Anholdelsen skete fuldstændig uden dramatik. Vi har undersøgt nogle af de mange oplysninger, vi har fået fra offentligheden i sagen og fundet forskelligt, som vi mener, bør undersøges nærmere. Det er i den anledning, vi har anholdt en mand, siger han til DR Østjylland.

Selv om politiet har fået mange henvendelser om røveriet, hører man fortsat gerne fra personer med oplysninger om sagen, siger Jesper Jørgensen.

Se: Røveri mod pengetransport

Røveriet fandt sted ved 05.30-tiden tirsdag, da en pengetransport fra firmaet Nokas kom kørende på en motorvejstilkørsel ved Tilst.

Den 24-årige mand fremstilles i grundlovsforhør kl. 13.00 i Retten i Aarhus.