21-årig sigtet for at bære våben

Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Manden blev anholdt i boligområdet Rosenhøj i Aarhus.

En 21-årig mand fra Viby J blev lørdag aften anholdt i boligområdet Rosenhøj i det sydlige Aarhus. Han var i besiddelse af en pistol.

- Klokken 22.36 i går aftes var vi ude på en politiopgave i Rosenhøj, hvor man observerede ham her, som forsøgte at gemme en pistol, og så bliver han anholdt, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 13 brande på to måneder i samme boligområde

Manden var en del af det husspektakel, som politiet var kaldt ud til, og han forsøgte at gemme pistolen i den opgang, hvor det foregik.

Læs også Otteårig efterlyst i Aarhus - blev fundet i Esbjerg

Han blev søndag kl. 11 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede efterfølgende fængslingen.

Vagtchefen hos Østjyllands Politi ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt de kender manden i forvejen.