Ild i lade med 200 bigballer: Tredje brand på under et døgn

I nat gik der ild i en lade ved Fausing på Djursland. Det er den tredje halmballebrand på et døgn i området

200 bigballer i brand i en lade ved Fausing på Djursland. Foto: Øxenholt foto

David Svendsen bor sammen med sin hustru og tre børn, og er naboer til den lade, der brød i brand i nat.

- Det er skrækkeligt. Vi er jo klart berørte, da vi blev vækket i nat, og troede solen stod for tidligt op, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Afbrændingsforbud ophævet i seks ud af 10 østjyske kommuner

Det var ilden fra den brændende lade, som brød ud klokken 22.49, som lyste op.

- Halmladen gik i brand, og der var masser af udrykning på stedet. Vi var rolige ved, at det var i sikre hænder, siger David Svendsen.

Kun et par meter fra de brændende bigballer er en lade fyldt med korn. Foto: Øxenholt foto

200 bigballer i brand

Branden er under kontrol, og man tog brændende halm ud, for at den hurtigere kunne gå ud.

- Lige nu har vi to kraner til at fjerne stålplader fra laden, og en gummiged til at tage halmen ud, som brænder. For at sikre bygningen ved siden af, fortæller Jan Recke, indsatsleder, Beredskab og Sikkerhed.

Branden udbrød i en lade her ved Fausing. Foto: Google Maps

Ved siden af den brændende bygning, er der opmagasineret korn.

 - Der er kun to meter til en anden lade, hvor der er korn. Den har vi reddet, siger Jan Recke.

Beredskab og Sikkerhed har fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen, og en kran fra Thisted og fra de frivillige i Grenaa.

Tredje brand i området

Mandag morgen gik der ild i halmballer to steder med få kilometers mellemrum. De to steder ligger på den anden side af Fausing – ikke langt derfra.

Læs også Halmstakke i brand: De kan være påsat

- Det er rigtig uheldigt, siger Jan Recke, indsatsleder, Beredskab og Sikkerhed.

Østjyllands Politi er i gang med at undersøge, om der er en sammenhæng.

- Det er bigballer, som er det samme, som brændte mandag, siger Allan Nielsen, politikommissær i Østjyllands Politi.

00:30

Video af branden fra i nat. Øxenholt Foto.

Luk video

Utrygt for indbyggerne

Østjyllands Politi kan ikke på nuværende tidspunkt komme nærmere ind på, hvad brandårsagen er.

- Vi kan ikke sige noget, om årsagen til branden endnu, men vi undersøger det, siger Allan Nielsen.

For David Svendsen og familien skaber de tre brande utryghed.

- Ja, det tænker vi rigtig meget over. Det er da lidt gruopvækkende, hvorfor der lige pludselig opstår tre brande, siger han.

Hvis du ved noget om episoderne, så kan Østjyllands Politi kontaktes på 1-1-4.