20-årig motorcyklist dræbt i voldsom ulykke

En 20-årig motorcyklist har mistet livet efter et uheld i Horsens

En 20-årig mand fra Skanderborg har mistet livet, efter at han på sin motorcykel kolliderede med en bus på Strandkærvej i Horsens. Det bekræfter Sydøstjyllands Politi overfor TV2 ØSTJYLLAND. 

- Bussen kører ad Strandkærvej og skal svinge til venstre. En motorcyklist overhaler og kommer fri af overhaling, men hans kammerat kører bagved og kommer ikke fri af overhalingen, inden bussen svinger ind i ham. Han blev trukket ind under bussen og dræbt på stedet, siger vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også 17-årig kørte galt på motorcykel og endte på mark

Både buschaufføren og kammeraten til den afdøde er naturligvis yderst chokerede.

- Alle har været meget chokerede over det. Vi har haft henvist nogle til skadestuen for at få hjælp, siger Jørn Bystrup. 

Læs også Motorcykel-formand om flere dræbte: Det er da skræmmende

Vagtchefen oplyser, at der har været en bilinspektør på stedet for at undersøge ulykken nærmere. Det vides endnu ikke, om der skal rejses sigtelse i forbindelse med dødsfaldet.

- Det er en strafferetslig vurdering. Man skal sikre, at svingning kan foretages uden påkørsel, men hvis bussen har blinket af, må man heller ikke overhale. Vi ved ikke noget om motorcyklistens hastighed endnu, og vi er stadig ved at afhøre vidner. 

Læs også To personer på motorcykel dræbt i ulykke nær Randers

De pårørende til den afdøde mand er blevet underrettet.