Saltspreder og lastbil påkørt
Overblik over dagen på glatte, østjyske veje
Årets første vinterdag blev en dag med sne, sjap og slud på vejene rundt omkring i Østjylland.
På landevejen mellem Mejlby og Hårup nord for Aarhus gik det værst til.
Her mistede en 68-årig kvinde livet på grund af det glatte føre, mens hendes 71-årige mand blev kvæstet. Han befinder sig nu på Aarhus Universitetshospital. Hans tilstand betegnes som kritisk.
Manden mistede herredømmet over bilen og kørte frontalt ind i en saltspreder på Mejlbyvej omkring klokken 14.45 i eftermiddag.
Lastbil og personbil kolliderede
Længere nordpå ved Randers kom en 36-årig russisk statsborger kørende i sin bil. Af ukendte årsager bragede han op i en forankørende lastbil.
Den 36-årige mand slap uden alvorlige skader.
Uheldet skete mellem Randers N og Purhus/Fårup og betød, at motorvejen i sydgående retning var spærret i flere timer. Motorvejen blev først helt genåbnet klokken 17.15.
Se: Motorvej spærret efter uheld
- Dette har selvfølgelig skabt store trafikale problemer og desværre også en del mindre uheld, dog uden større personskader, siger Jesper Drejer, vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.