Flere oplevede batteri-fejl
Batteri skød i alle retninger, fortæller østjysk familie
T. Hansen møder i disse dage hård kritik fra forbrugere og politikere, efter at flere danskere har oplevet problemer med et af kædens nytårsbatterier.
Det drejer sig om fyrværkeriet "Solopgang", som T. Hansen ifølge kritikken har fortsat med at sælge på trods af flere henvendelser fra kunder.
Det skriver DR Nyheder.
En af dem, som fik sig noget af en dramatisk oplevelse nytårsaften, var Eva Alvin fra Hornslet på Djursland. Da hende og familien tændte batteriet, gik det galt. Batteriet begyndte pludselig at skyde kugler ud til siden.
- Lige pludselig var hele vejen fyldt med ildkugler, og vi prøvede at komme væk, og der var børn der græd. Det var meget dramatisk, siger Eva Alvin til DR Nyheder.
Indtil videre har DR Nyheder modtaget omkring 50 henvendelser fra kunder, som har oplevet problemer med fyrværkeri fra T. Hansen. 40 af henvendelserne omhandler batteriet "Solopgang".