Straffer ikke ledige
Under 10 pct. trækkes i kontanthjælp
Silkeborg Kommune er ikke det værste sted at være ledig, hvis man ikke overholder sine aftaler med jobcentret eller gør sig umage nok med at søge job.
Det viser en helt ny opgørelse over kommunernes brug af såkaldte "rådighedssanktioner" over for jobklare kontanthjælpsmodtagere.
Ifølge Avisen.dk trækker Silkeborg Kommune kun de ledige i kontanthjælp i 8,7 pct. af de sager, hvor de ifølge kommunen ikke gør sig umage med fx. jobsøgning.
I andre kommuner - Lemvig og Skive - er over halvdelen af de arbejdsløse blevet trukket i kontanthjælp.
Forud for regeringens planlagte reform af beskæftigelsessystemet erkender Kommunernes Landsforening (KL), at kommunernes brug af sanktioner stritter i øst og vest.
- Vi skal selvfølgelig sikre, at man bliver behandlet nogenlunde ens på tværs af kommunerne, når man nu er underlagt den samme lovgivning.
- Så der ligger et arbejde i at sikre en større ensartethed i den måde, som loven udmøntes på, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for arbejdsmarkedsudvalget i KL, til Avisen.dk.