Succes med sexshop
Østjyde har solgt 100.000 stykker sexlegetøj i år
Dildoer, piske og vibratorer. Det er bare nogle af de ting, der har været med til skabe succes for Mathilde Mackowski fra Aarhus.
I 2008 startede hun sammen med sin daværende kæreste, Tonny Andersen, en sexshop på internettet, Sinful.dk.
- Vi valgte at starte Sinful, fordi vi havde lyst til at ændre danskernes syn på sexlegetøj, siger Mathilde Mackowski til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da de sprang ud i iværksættereventyret, var finanskrisen brudt ud, men det afskrækkede dem ikke.
Nu er Mathilde Mackowski og ekskæresten Tonny Andersen blandt de iværksættere, som har været med til at skabe arbejdspladser i det østjyske erhvervsliv.
Siden 2008 er antallet af medarbejdere steget fra fire til 13. Det skyldes, at salget af sexlegetøj går strygende. Bare i 2013 er der blevet solgt mere end 100.000 stykker sexlegetøj i parrets netbutik.
- Vi går lige nu og overvejer, hvilke nye markeder vi godt kunne finde på at trænge ind på. Måske Norge bliver det nye, siger Mathilde Mackowski til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag med Mathilde Mackowski og hendes sexshop Sinful øverst i artiklen.