17-årig kan få debut for AGF
Unge Casper Sloth kan få sin første kamp i superligaen, når AGF søndag tager imod HB Køge.
Der er mange i Århus, som er spændte i forhold til søndagens superligaopgør mellem AGF og HB Køge. En af dem, som nok er endog meget spændt, er 17-årige Casper Sloth.
Han er nemlig for første gang udtaget til AGF's førstehold.
Casper Sloth er sammen med Alexander Jackson Møller og Sanel Kapidzic ny i truppen i forhold til 2-2-kampen mod OB. De afløser Mark Howard, der er skadet, Lars Pleidrup, der lørdag fik kamptræning på reserveholdet, og karantæneramte Peter Graulund.
Alle tre starter dog på bænken.
AGF må ifølge Danske Spil påtage sig favoritværdigheden: En spillet 100-kroneseddel på en hjemmesejr giver blot 120 kroner igen.
Kampen starter klokken 14.00.