Havmøllepark i fuld drift
Den sidste af 111 møller i produktion
Anholt Havmøllepark er nu i fuld gang. Den sidste af de i alt 111 møller er gået i gang med at producere strøm, ni måneder efter den første mølle blev sluttet til netværket. Det oplyser DONG energy i dag.
- Det er jo en meget stor milepæl for os. Vi har arbejdet på møllerne ved Anholt det seneste halvandet år. For en måned siden fik vi rejst alle møller, og nu er den sidste mølle koblet på nettet, så vi har fuld produktion. Det er vi rigtig godt tilfreds med, siger Flemming Thomsen, der er projektdirektør i DONG Energy.
Parken er med sine i alt 400 MW Danmarks største havmøllepark, og de 111 møller producerer ren og CO2-fri elektricitet svarende til i alt 400.000 danske husstandes forbrug eller 4 pct. af det samlede danske elforbrug.