1,6 millioner til kystsikring på Anholt

Politikere giver penge til kystsikring, efter at øen blev hårdt ramt af storm

Så tæt er havet kommet på vejen på Anholt.

Anholt blev hårdt ramt af en storm for nogle år siden. Nu er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at hjælpe med kystsikring. Øen har i flere år prøvet at få penge til at sikre kysten, men det er først lykkedes nu. Derfor er der også glæde blandt beboerne, skriver P4 Østjylland.

- Det er penge, der falder på et rigtigt tørt sted, for det er noget, som vi har arbejdet på i mange år, siger Liselotte Arentz Sørensen, der er næstformand i Anholt Borgerforening til P4 Østjylland.

Det er et stykke af kysten, der har ædt sig helt ind til den vej, der forbinder havnen med resten af øen, men Liselotte Arentz Sørensen har svært ved at vurdere, om de 1,6 millioner kr. er nok til at udbedre skaderne helt. Indtil videre skal projektet løbe over to år.