Husejere får vej i gave
Boligejere får millionregning
Det er ikke kun indkørslen der skal ryddes for sne. I Favrskov får boligejere på 180 veje fremover også pligt til at vedligeholde vejen. Det sker, når kommunen gør 105 kilometer offentlig vej til privat vej.
Og det er en god forretning for kommunen. Den sparer nemlig 2,1 millioner kroner ved at lade borgerne overtage vejene.
- Det har den fordel, at der bliver ens vilkår for alle borgerne, siger den konservative formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov kommune, Charlotte Green.
Siden kommune-sammenlægningen, hvor fire kommuner blev til Favrskov Kommune, har der været forskel på, hvad der var offentlig og privat vej. Men nu skal det altså være ens for alle.
En harmonisering, der blandt andet møder modstand i Hammel. På Solbakken kan hver husejer se frem til en ekstra udgift på mellem 2- og 4.000 kroner om året til vedligeholdelse af vejen.
- Det er jo teknisk set en form for en skattestigning og det vil vi have en advokat til at se på, siger formanden for Grundejerforeningen Solbakken, Flemming Aagaard.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.