15-årig trak kniv under slagsmål

Blev anholdt i nat på Østergade i midtbyen

Foto: Colourbox

En 15-årig ung mand blev i nat kl. 01.30 anholdt på Østergade i Aarhus C.

Sammen med to kammerater på 15 og 17 år var den 15-årige af flere omgange ved at komme op at slås med to 18-årige unge mænd i området ved Skt. Clemens Bro.

Den 15-årige trak under slagsmålet en kniv og stak efter de to 18-årige, der efter eget udsagn kun undgik knivstik ved at "trække maven tilbage".

Efter overfaldet løb de tre drenge fra stedet, men blev anholdt af en patrulje kort tid efter.

- Ingen kom til skade - heldigvis - og den 15-årige sigtes derfor kun for forsøg på kvalificeret vold, siger politikommissær Vagn Martinussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.