15-årig erkendte brandstiftelse
Dreng surrogatfængslet for at sætte ild på Mellerup Skolehjem. 12-årig pige måtte reddes ud af brændende værelse.
En 15-årig kostelev fra Mellerup Skolehjem blev i går fængslet sigtet for at have sat ild på skolen natten til søndag. Det var et banalt skænderi med en 12-årig pige på skolen, der var årsag til, at drengen satte tild på. Han blev også sigtet for vold, da han havde slået pigen.
Under grundlovsforhøret i går erkendte drengen, at han tidligere har sat ild til andre ting. Han er sat i surrogatfængsel på den lukkede institution Grenen i Grenaa. Dommeren besluttede desuden, at drengen skal mentalundersøges, skriver Randers Amtsavis.
Under afhøringen af drengen fremgik det, at han og den 12-årige pige var kommet op at skændes, hvilket havde ført til skubberi. Derefter havde drengen forfulgt den 12-årige pige ind på hendes værelse og givet hende en på hovedet.
Drengen vågnede ved et-tiden, da han havde ondt i øret. Han tog tøj på, og forsynet med en deodorant-spray og en lighter kravlede han ud ad sit vindue. Han gik lidt rundt på skolens område, og på et tidspunkt skruede han dækslet af diesel-tanken på skolens bus, satte lighteren til og tændte - men det gav bare et puff, fortalte drengen i retten.
Så gik han hen til den 12-årige piges vindue, sprayede vinduet med den medbragte deodorant og tændte et par gange med lighteren, indtil ilden fik fat. Så hoppede han ind ad vinduet til sit eget værelse tæt derved.
Lidt senere gik han på toilettet, og her mødte han skolehjemmets nattevagt.
Da han kom ud fra toilettet, var nattevagten i fuld gang med at bekæmpe branden. På det tidspunkt var den 12-årige pige reddet ud af sit røg-fyldte værelse.
På anklagerens spørgsmål om, hvordan han havde det med, at pigen kunne have været i livsfare, svarede den 15-årige:
- Det har jeg det ikke lige så godt med.