1.200 fyresedler på vej

Firmaer rammes, når BoligJob-ordning bortfalder

Foto: Colourbox

Når den populære BoligJob-ordning bortfalder til nytår, vil det udløse 1200 fyresedler alene i Region Midtjylland. Det viser nye beregninger fra Dansk Byggeri.

BoligJob-ordningen indgår ikke i den nye vækstplan, som regeringen og Venstre netop har vedtaget rammerne for. Det betyder, at hele 1200 arbejdspladser er på spil alene i Region Midtjylland.

- Vi har mange små- og mellemstore virksomheder her i Østjylland, som uden ordningen vil få svært ved at fylde ordrebøgerne og holde medarbejderne beskæftiget efter nytår, når ordningen stopper. Det er ærgerligt, at politikerne ikke kunne blive enige om at videreføre en ordning, som vi ved med garanti kaster arbejdspladser af sig, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher, i en pressemeddelelse.

En af de virksomheder, der bliver berørt, når BoligJob-ordningen stopper, er Murerfirmaet Rasmus Jakobsen A/S i Grenaa. Her har man 45 ansatte, men man frygter for fremtiden:

- I langt de fleste tilfælde er BoligJob-ordningen det, der afgør, om kunderne siger ja eller nej til et tilbud, så der er ingen tvivl om, at vi kommer til at mærke, når ordningen stopper. Jeg vil tro, at det kommer til at koste fire medarbejdere jobbet her hos mig, siger murermester Klaus Jakobsen.