12-årige på stoffer
Børn helt ned i 12-års-alderen eksperimenterer med stoffer i Randers Kommune.
Misbrugere af stoffer helt ned til 12-års-alderen finder man i Randers Kommune.
Det skriver Randers Amtsavis.
En ganske foruroligende tendens mener SSP-konsulent Claus Hansen:
- Det, vi for nogle år siden så hos de 15-årige, ser vi nu hos de 12-13-årige. Det er stadig kun en meget lille del af hver årgang, der har misbrug, men selv en halv procent er en halv procent for mange. Det er en ny gruppe, som det handler om at få givet hjælp hurtigst muligt og som vi skal være meget opmærksomme overfor, siger han.
Det bekræfter Børn- og Familiechef i Randers Kommune, Sonja Møgelvang:
- Fra 1. januar 2007 til marts 2008 har vi akut måttet anbringe ni unge udenfor kommunen i døgnbehandling. De har været i alderen 12-16 år med hovedvægten på 14 år. Der har både været tale om frivillige og ufrivillige anbringelser, siger hun.