10 års fængsel til narkobagmand
I besiddelse af amfetamin og kokain
En bagmand i en stor, international narkosag er blevet idømt ti års fængsel.
Retten i Aarhus afsagde i går dom mod en 39-årig mand i en narkosag, der har sit udspring i Aarhus-området. Han blev dømt skyldig for besiddelse af syv og et halvt kilo amfetamin, et halvt kilo kokain samt indsmugling af over 400 kilo hash fra Spanien, som er videresolgt i Danmark.
- Vi er yderst tilfredse med dommen. Ti års fængsel er ganske meget, og det viser, at der bliver slået hårdt ned på den her form for kriminalitet. Det er meget store mængder narkotika, vi har med at gøre, og det skulle dommen jo gerne afspejle, og det synes jeg bestemt også, den gør, siger lederen af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Østjyllands Politi, fungerende vicepolitiinspektør Merete Olesen, i en pressemeddelelse.
Den 39-årige mand har anket dommen med henblik på at få nedsat straffen.
En række narkodomme
Østjyllands Politi forklarer, at gårsdagens dom er den sidste i en række narkodomme, der alle har tråde til flere lande.
Yderligere tre personer har allerede modtaget dom i sagen: En 22-årig mand fik en straksdom på to og et halv års fængsel for at have leveret et halvt kilo kokain til bagmanden, en 43-årig mand modtog i sidste uge en dom på et års fængsel for at have importeret 48 kilo hash, og en 30-årig mand har fået syv års fængsel for handel med syv og et halvt kilo amfetamin.
Derudover sidder fem personer fortsat varetægtsfængslet i sagen i Aarhus, mens to er fængslet i Spanien. Østjyllands Politi arbejder på at få de to udleveret til Danmark.
- Vi er tilfredse med, at vi nu har fået afsagt dom mod hovedmanden i sagen, men vi er langt fra færdige. Vi har stadig syv personer fængslet, der afventer dom, og derudover har vi rejst flere sigtelser mod andre personer i sagen. Og vi kan heller ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, siger Merete Olesen.