1. maj-velkomst til Thorning
Lærere valfarter til Aarhus for at møde Thorning
Statsminister Helle Thorning-Schmidt risikerer at stikke hovedet i en hvepserede, når hun holder sin 1. maj-tale i Aarhus.
Lærere fra hele landet ventes nemlig at valfarte til Aarhus for at møde statsministeren. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Danmarks Lærerforening udsender i dag en invitation til samtlige kredse i hele landet, hvor de opfordrer landets 90.000 lærere til at møde op i Aarhus den 1. maj for at høre statsministerens tale på festpladsen Tangkrogen.
Og ifølge avisens oplysninger er blandt andre Københavns Lærerforening parat til at transportere sine medlemmer til Aarhus for at lytte til statsministerens tale.
Lærerne samles til en ekstraordinær demonstration i Mølleparken før 1. maj-arrangementet på Tangkrogen og umiddelbart før statsministeren går på scenen kl. 14.10 er Århus Lærerforenings formand, Søren Aakjær, programsat til at sende en hilsen fra talerstolen til de forsamlede lærere, skriver avisen.