Ny motorvej rammer naturområde: Borgere kæmper for støjvenlig udvidelse
Beboerne i Aarhus ådal frygter, at en planlagt udvidelse af E45 vil medføre endnu flere støjgener i deres område. Derfor forsøger de nu at råbe de lokale politikere op.
Langs E45 ved Åbo og Aarhus Ådal bor Hanne Fuglsang og Hanne Brandt.
De er begge to naboer til motorvejen, og dagligt må de lægge øre til en masse støj, som der sandsynligvis kommer endnu mere af, når motorvejen skal udvides med to ekstra spor.
- Vi vil rigtig gerne have, at Aarhus Kommune kommer på banen, og ikke bare bruger støj, miljø og naturværdier som ’hurra-ord’ ved festlige lejligheder, men at man sætter handling bag ordene i det høringssvar, vi har lavet, siger Hanne Fuglsang til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De to kvinder forsøger at råbe politikerne op. Det har de blandt andet gjort gennem et høringssvar.
Vejdirektoratet foreslår at lave støjafskærmning fire steder. Heriblandt ved Hørning, Lyngby, Mundelstrup og Geding.
Men omkring Aarhus Ådal er det på nuværende tidspunkt ikke planlagt at lave støjafskærmning, og de to naboer håber, at kommunen vil arbejde for, at der bliver lavet endnu mere støjafskærmning.
- Jeg er ikke imod udvidelsen af vejen, jeg vil bare gerne have noget effektiv støjværn hele vejen rundt om ådalen på begge sider, siger Hanne Brandt til TV2 ØSTJYLLAND.
Uenighed blandt politikerne
Onsdag blev sagen taget op på et byrådsmøde, og det var så op til byrådspolitikerne at beslutte, hvilket svar der skal sendes afsted til Vejdirektoratet.
Både Venstre og Socialdemokratiet er enige om, at der skal gøres noget for at afhjælpe støjgenerne. De er dog ikke enige om, hvordan det skal sikres i praksis.
Læs også
- Det høringssvar, som jeg sender afsted til byrådet, det har taget højde for støj, så man beskytter boliger og natur mod støj, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har dårlige erfaringer med, at man godt kan skrive et støjværn ind, men at det så ikke bliver til noget, hvis der mangler lidt penge, så vi vil gerne være sikre på, at der er penge til det, siger Ango Winther (S), næstformand, teknisk udvalg, Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom det er lykkedes de to motorvejsnaboer at råbe politikerne op, så må de vente lidt endnu på en endelig afklaring.
- Når man har råd til at udvide den, så har man også råd til at sikre mod gener i sådan et naturskønt område, som det her er, siger Hanne Fuglsang til TV2 ØSTJYLLAND.
På gårsdagens byrådsmøde, onsdag, blev det besluttet, at teknisk udvalg skal behandle sagen, og sidste frist for at komme med høringssvar er på søndag den 27. september.