Strandet i bilen på tredje time: - Skræmmende situation
Flere østjyder er lige nu strandet i Billund Lufthavn efter en bombetrussel. En mand er anholdt i sagen, og både politi, brandvæsen og forsvar er til stede.
Kim Han Nguyen fra Aarhus skulle egentlig sidde i fly på vej mod München og derefter Monaco sammen med hendes lillesøster og mor.
Men familiens ferieplaner har ændret sig. For da de ankom til Billund Lufthavn, blev de mødt af afspærringer og politi.
- Først fik vi at vide, at vi ikke kunne komme ind i lufthavnen. Derefter var meldingen, at alle skulle evakueres, og nu holder vi på vejen og kan ikke rigtigt komme hverken ind eller ud, siger Kim Han Nguyen.
- Det er da lidt skræmmende at få at vide, at der er en bombetrussel. Det er ikke noget, man normalt oplever, siger hun om situationen.
Hun har været i kontakt med flyselskabet Lufthansa og har fået at vide, at flyet ikke er aflyst, men forsinket på ubestemt tid.
- Vi sidder i bilen på tredje time. Og rundt om os er der nok 50-60 andre biler i samme situation, siger hun.
En mand er anholdt
Evakueringen af Billund Lufthavn skyldes en anmeldelse om en bombetrussel, som Sydøstjyllands Politi modtog lørdag klokken 10.30.
En mand er anholdt i sagen, og politiet har meldt ud, at der på nuværende tidspunkt ikke er flere mistænkte.
Der er et massivt opbud af politi i området, ligesom der også er både ambulancer og brandbiler til stede. Forsvaret assisterer også indsatsen.
- Det er tydeligt, at der bliver arbejdet på stedet. Der kører hele tiden politibiler forbi og der er gang i den herude, siger Kim Han Nguyen.
Det vides ikke, hvornår flytrafikken bliver genoptaget.
- Det er lidt stressende ikke at vide, hvad der skal ske, og hvor længe vi skal vente. Men vi kan jo ikke føre så meget lige nu. Vi håber, at det lykkes af komme afsted senere i dag, siger hun.