- Lige pludselig står du og har en samtale med Robert Downey Jr.
Når man er nomineret til en Oscar, åbnes døren til en verden af superstjerner, store muligheder og en efterfest hos Elton John.
Steven Spielberg og Emma Stone var der. Robert Downey Jr., Bradley Cooper og Ryan Gosling var der. Robert De Niro var der, og Jodie Foster mødte også op.
Og lige dér midt blandt verdens største skuespillere og filmfolk stod også danske Lasse Lyskjær Noer og Christian Norlyk Larsen, da Oscar-uddelingen 2024 fandt sted søndag den 10. marts. En aften og en oplevelse for livet for de aarhusianske filmfolk.
- Lige pludselig står du og har en samtale i 20 minutter med Robert Downey Jr., som du har set i diverse film, siden du var helt lille. Det er meget svært at tage ind, siger Christian Norlyk Larsen.
De to danskere var nomineret til en Oscar for Bedste kortfilm med filmen 'Ridder Lykke', der er instrueret af Lasse Lyskjær Noer med Christian Norlyk Larsen som producer.
Og når film er ens store passion, bliver det ikke større end The Oscars.
- Det er jo kæmpestort, og man føler sig utroligt beæret, når man lige pludselig står der. Det har jo været en drengedrøm, lige fra man var helt lille og begyndte at interessere sig for film og lave film. Det er en kæmpe drøm, så man står jo også og niver sig selv lidt i armen undervejs, siger Lasse Lyskjær Noer.
Mødte Spielberg på rulletrappen
Som billederne viser, var det vitterligt en aften blandt de allerstørste stjerner, og når de forsamles, bliver der passet godt på dem. Det stod klart, da flokken af danskere ankom til Dolby Theatre i Los Angeles.
- Vi kører ind i en stor bus, og så står der jo ellers bare folk i jakkesæt med automatvåben, og der ligger snipers (snigskytter, red.) på taget. Sikkerhedsopbuddet er bare kæmpestort, når du ankommer. Og så står der en masse mennesker, som jubler og tager billeder af en, fortæller Lasse Lyskjær Noer.
Sorg, tab - og humor
'Ridder Lykke' - på engelsk 'Knight Of Fortune' - er en såkaldt dark comedy og har blandt andre Jens Jørn Spottag og Jesper Lohmann på rollelisten.
Filmen handler om hovedpersonen Karl, der skal ind og tage afsked med sin afdøde kone i kapellet.
- Han er i den her fase af fornægtelse, så det er nemmere for ham at fikse en lampe eller isolere sig selv på toilettet, hvor han møder karakteren Torben, som også er fuldstændig smertet til i sorg. Torben spørger Karl, om han også har mistet, og så lyver Karl og siger, at det har han ikke. I stedet ender Karl med at gå med Torben ind for at se hans afdøde kone, og på den måde lægge sine egen smerte væk. Han er sådan en person, der tænker; jeg kan gøre alting selv. Moralen i historien er, at det er godt at kunne række ud og være der for hinanden i sorgen. Og så kommer de ud for alle mulige sjove ting undervejs, fortæller Lasse Lyskjær Noer.
'Ridder Lykke' er produceret i Lasse Lyskjær Noer og Christian Norlyk Larsens produktionsselskab, Jalabert Productions, i en co-produktion med M&M Productions og Kim Magnusson.
Filmen er blevet til under Den Vestdanske Filmpuljes Kortfilm Call i 2020, der havde fokus på fortællinger med festivalpotentiale.
'Ridder Lykke' havde premiere i 2022 og kan ses på TV 2 Play.
Efter turen ned ad den røde løber var flokken omgivet af celebre verdensstjerner til højre og venstre resten af aftenen.
- Emma Stone havde vi snakket meget med til de andre events. Så hende hilste vi på, og så snakkede vi med Christopher Nolan i køen ind til salen, og vi kørte på rulletrappe med Spielberg og hans barnebarn, fortæller Christian Norlyk Larsen.
Med i en særlig klub
Oscar-uddelingen var kulminationen på to hektiske måneder, hvor Lasse Lyskjær Noer og Christian Norlyk Larsen har deltaget i en række events, der alle ledte frem mod selve prisuddelingen 10. marts.
Blandt andet var de med til den såkaldte Oscar Night på The Dorchester Hotel i London 17. februar. Her fik de en forsmag på den parade af store stjerner, de skulle møde, og betydningen af at være nomineret til en Oscar.
- Vi står og smalltalker med Jodie Foster. Vi fortæller hende, at vi er nomineret, og da vi siger det, ved hun, hvilken film det er. Så begynder hun at snakke i ti minutter, hvor hun bare står og analyserer vores film. Det er jo virkelig der, man kan mærke, at bare det at være nomineret gør, at man bliver en del af en klub, siger Christian Norlyk Larsen.
Han er overrasket over, hvor meget opmærksomhed det kaster af sig selv fra de helt store stjerner, når man er blandt de nominerede til en Oscar.
- Til at starte med tænker man, at vi jo bare kommer med en kortfilm fra Danmark. Men det at blive nomineret giver kæmpe respekt. Også blandt alle de store. Selv Bradley Cooper ønskede tillykke, da vi snakkede med ham, siger Christian Norlyk Larsen.
Midt blandt stjerner og statuetter var det en særlig glæde for de to, at de kunne dele oplevelsen med deres kærester og hele holdet bag filmen, der også var inviteret med.
- Nu har Christian og jeg været i det et par måneder, hvor vi har været til alle mulige forskellige Oscar-ting og mødt mange af de kendte, så det var ret fantastisk, at vi kunne give det til vores crew, at de kunne komme rundt og mødte nogle af de her store skuespillere og instruktører, siger Lasse Lyskjær Noer.
Kan hamle op med de bedste
'Ridder Lykke' var på forhånd spået gode chancer for at gå hele vejen, og takketalen var også forberedt.
- Vi var superspændte, for vi har jo fået at vide af en del, at vi kunne ende med at stå oppe på scenen og skulle modtage en Oscar, siger Lasse Lyskjær Noer.
Men når man er oppe mod film af instruktører som Wes Anderson og Pedro Almodóvar, er det åbenlyst, at konkurrencen er benhård, og det blev Wes Andersons 'The Wonderful Story of Henry Sugar', der løb med statuetten for Bedste kortfilm.
- Man er selvfølgelig skuffet til at starte med, når man er nået så langt og mange havde sagt, at de troede, vi kunne vinde. Altså, folk har grint og grædt under vores visninger. Så selvfølgelig har man efterhånden sat forventningerne op. Men man ryster det også ret hurtigt af sig, for det viser sig bare, at alene det at være nomineret, det er kæmpestort, siger Lasse Lyskjær Noer.
Mens 'Ridder Lykke' havde et budget på 200.000 kroner har Wes Andersons ‘The Wonderful Story of Henry Sugar’ kørt på bet budget på mellem 15 og 20 millioner kroner. Set i det lys er de to filmfolk fra Aarhus godt tilfredse med det, de har præsteret.
- Det er jo en kæmpe cadeau, at vi er i kategori med Wes Anderson og ligger på niveau med ham. Han er jo en kæmpestor filminstruktør, en dygtig og erfaren filminstruktør, så det er jo bare fedt at ligge i lag med ham, siger Lasse Lyskjær Noer.
- Jeg er i hvert fald stolt over at have lavet en film, hvor det ikke nødvendigvis er budgettet, der afgør, om den er god, tilføjer Christian Norlyk Larsen.
Næste stop Kina
Det blev altså ikke til en Oscar med 'Ridder Lykke', men nomineringen alene har givet de to herrer et navn i Hollywood.
Her 14 dage efter Oscar-uddelingen er Lasse Lyskjær Noer og Christian Norlyk Larsen stadig på farten med deres film. De har været i Los Angeles, hvor de har holdt et hav af møder med managere og agenter, der er interesseret i at samarbejde med de danske filmskabere.
- Der er mange, der er interesserede i at repræsentere os og lave projekter med os. Så lige nu tager vi en masse møder, men vi skal også mærke efter, hvad der er det rigtige at gøre nu, og hvilken vej vi skal gå, før vi kaster os ud i det næste projekt, fortæller Lasse Lyskjær Noer.
Møderne har budt på flere tilbud om konkrete filmprojekter, som de ikke kan sige mere om i øjeblikket, og så arbejder de også på en spillefilm i Danmark.
Fra Los Angeles går turen videre til Kina, hvor 'Rider Lykke' er på plakaten på en ny, kinesisk filmfestival.
For træt til Elton John
De store oplevelser og mange muligheder står i kø, men det tærer også på energien at være en del af det store Oscar-cirkus, og selv det at feste med megastjerner og store skuespillere, kan man blive for træt til.
- Vi var inviteret til Elton John's efterfest efter Oscar-uddelingen, men den endte vi simpelthen med at droppe. Der mødtes vi med vores crew i stedet for at fejre det med dem, for vi var bare helt færdige, siger Christian Norlyk Larsen.
Og når filmfestivalen i Kina er overstået, glæder de to sig til at komme hjem til Aarhus.
- Siden oktober har vi været i USA fire-fem gange, og nu skal vi videre til Kina. Vi har været meget væk, og vi savner Danmark, siger Christian Norlyk Larsen.
Og selvom Oscar-uddelingen nu ligger 14 dage væk, skal de mange indtryk stadig lige synke ind.
- Det er lidt svært at forstå. Jeg tror først, det er noget, som begynder at gå op for en noget tid efter, at man rent faktisk har været Oscar-nomineret. Det tager noget tid at fatte, siger Lasse Lyskjær Noer.